04/05 2017

Langkaer-elev i finale til skrivecup

28. marts 2017 begav otte klasser fra Langkaer Gymnasium STX/HF/IB World School sig afsted til Aarhus Statsgymnasium for at afholde lokalfinale i Skrivecup, og da de tog derfra igen var det med en vinder fra Langkaer, nemlig Josefine Ingerslev 2.c.

Af Vivyan Yan, 1.J 

Skrivecup er en konkurrence i kreativ skrivning, hvor man omskriver ældre tekster på en nyskabende og kreativ måde. To klasser fra Langkaer, nemlig 2.c og 1.j, har deltaget i konkurrencen, og da der var lokalfinale mod Statsgymnasiet, var det Josefine Ingerslev fra Langkaer, der løb med sejren.

På Statsgymnasiet var der utrolig mange forskellige remedieringer samt performances – med kreative indslag som en rap-version af Rødhætte, en fuldstændig morbid samling af indre monologer hvor tilskuerens moralske og etiske holdninger blev stærkt udfordret og meget andet.

Blandt alle remedieringerne var det Josefine Ingerslevs bidrag, som stod ud i mængden. Josefine havde lavet en remediering af digtet ”Interferens”, som oprindeligt er skrevet af Johannes V. Jensen i 1906, hvilket Josefine begrunder: ”Det var for mange en tid præget af paradigmeskift, afkristning og teknologisk udvikling. I digtet skriver Jensen om, hvordan hverdagen både er grå, trist og triviel, samtidig med at den ny verdensorden er ved at krakelere.” 

Josefine er overbevist om, at almindelige mennesker på den tid indimellem må have følt sig på udebane, eller eksistentielt hjemmefra netop midt i det modernistiske kaos, hvilket hun selv kommenterer, ”Jeg har, om ikke andet, så i hvert fald forsøgt at få digtet til at illustrere, at selvom feminisme-debatten i Danmark i dag er reduceret til diskussioner om amning og løngab, så lever patriarkatet og de normer, forventninger og tabuer det bærer med sig stadigvæk i bedste velgående. Og i en verden, hvor det stadigvæk er mænd, som besidder flest topposter og sætter dagsordenen, tror jeg, det er meget naturligt, at man som kvinde indimellem kan føle sig på udebane”. 

Med hensyn til valg af tekst, så mener Josefine at det er helt genialt, hvordan Jensen bruger, for sin tid, moderne dagligdagsartefakter til at understrege den hyper-moderne stemning, og at hun med sådanne kendetegn kan få defineret sin tid og de herskende problematikker; ” Min egen remediering af digtet var aldrig ment som en triviel opsang, det var blot rigtig interessant at erfare, gennem arbejde med gammel, dansk litteratur, at der til stadighed er nogle aktuelle problematikker som kan defineres på samme måde som for over hundrede år siden, om end det er nogle andre temaer”. 

Josefine vandt årets lokalfinale og skal derfor videre til landsfinalen den 4. maj 2017 på Egå Gymnasium, hvilket hun er meget stolt over. Hun pointerede at det var den universelle, almengyldige følelse af at være hjemmefra, som inspirerede hende til at tage kampen op med digtet, og selvom hun dog synes, at det er et relativt tungt digt, anbefaler hun stærkt alle at læse det. 

I kan læse Josefines digt her: 

Interferens

Den blå nat er så stille. 

Jeg ligger søvnløs.

Stilheden vider sig og klinger.

Det er lyden af tusinde miles fromhed.

Det er indre monologer, hvis tanker omkring udskam mødes med Tidens tonløse chauvinisme. 

Min krop, mine x-kromosomers distinkte aminosyrer-bindinger holder mig nede, og jeg overvejer med køligt hu omstændighederne for konstruktiv interferens mellem XX og XY.

Men så; en kraft passerer mine nerver, og jeg ligger som livløs, igen. 

Længe tænker jeg med iskold ro på den kvælende uretfærdighed, der er min skæbne.
Pludselig føler jeg mig ganske fremmed og uden at røre mig.

En ulidelig tanke giver udslag i min bevidsthed; At jeg har nederdel på i en verden af jeans. 

I morgen skal jeg stå op.

Med mit køn på slæb.

Ligesom alle morgener før.

I morgen skal jeg konfronteres med mit køn: 

Jomfruidealer, hygiejnebind tilsat parfume og menstruationssmerter, 

debatter om amning og ulige løn.

Og jeg tilstaar; enten er dette topnoteringen af patriarkatets evige gyldighed, ægte undertrykkelse, eller blot en vred og præmenstruel feminist 

Det nytter jo ikke at nægte det, X og Y er unægteligt forskellige.

Meiosen er en sønderdelende proces, tænker jeg.

Min bevidsthed arbejder skærende.

Jeg ødelægger af drift, til trods for mig selv. 
Intet er sandt. Intet er nederdelene værd. 

Aldrig har der været følt smerteligere hovmod end det, der føles ved besiddelsen af den rigtige kombination af kromosom-systemer. 

Når forestilling om en implementeret lighed, verdens topmålte under mødes med overbevisningen om det vestlige demokratis overlegne episteme, da græder jeg. 

Denne bitterhed, som gør mig så grim, dette djævelske spektrum af grimme følelser, som kvinder er i besiddelse af, den seksuelle frigørelse, det transcendentale køn, det er formen for den frie verden. 

Mine æggestokke ytrer sig som månedlig interferens.

Selve det skrigende forhold mellem at skulle stå op, tage i skole og kaste om sig med overskud, mellem alle øvrige disharmoniske smerteanfald, mine indre, gennemtrængende mavekramper 

To absolut identiske Y kromosomer mødes og drikker kaffe, mens de planlægger den nye verdensorden. 

Den blå nat er så stille. 

Jeg ligger søvnløs.

Stilheden vider sig og klinger, fniser, kryber sammen.

Det er lyden af tusinde miles fromhed, imellem et inferno af jakkesæt.

Det er indre monologer, hvis tanker omkring udskam mødes med Tidens tonløse chauvinisme.