14/03 2017

Langkaer Life på Journalisthøjskolen: Klar med nye tricks

Tre journaliststuderende stod klar med en masse feedback og redskaber, da Langkaer Life besøgte Journalisthøjskolen, DMJX, onsdag den 1. marts. Nu er vi klar til at give den alt, hvad vi har, i det kommende magasin.

For Langkær Life startede marts ud med et brag, da vi den 1. var på besøg på Journalisthøjskolen. Vi mødtes ude foran den grå betonbygning en kold onsdag morgen med missionen om at suge ALT, vi overhovedet kunne til os. Indenfor stod tre unge studerende på skolen klar til at modtage med en masse viden og kritik på sidste blad. De var velforberedte og vidste præcis, hvad Langkær Life manglede til at gøre os toptunede og klar til udgivelsen af vores næste blad.

 

De tre studerende, Emma Ellegaard, Astrid Ildor og Peter Skjødt Mygind, havde lavet en Powerpoint, hvor de satte fokus på en masse gode journalistiske redskaber. “Hvad man lærer på tre semestre på Journalisthøjskolen”, forklarede de med et glimt i øjet. Efter den lærerige “skoletime” blev vi vist rundt på skolen, hvor der både var radiostudie, tv-studie og meget andet. I kælderen var deres fredagsbar, hvor der var malet kendte journalister såsom Ulla Therkelsen og andre på væggene. De havde alle gået på skolen og var kommet tilbage som gæstebartendere til fredagsbarerne for at besøge skolen. Væggene var prægede med artikler og fotografier skrevet og taget af de studerende på skolen. På skolen var der på samme måde som på Langkær Gymnasium mange ting at lave frivilligt, inklusive flere magasiner udgivet af elever.

 

Efter rundvisningen opsatte de studerende et ‘redaktionsmøde’. Og det var dér, vi virkelig blev gjort helt klar til at give alt, vi har, i det nye magasin. Både i forhold til podcast, radio og bladet lyttede de studerende til vores ideer og processer og gjorde det helt klart, hvordan vi kunne gøre artiklerne ekstra skarpe og fede for jer læsere. Så vær klar og hold godt fast. For Langkaer Lifes næste blad kommer snart og blæser dig omkuld.

 

Af Katrine Harboe Nielsen