Elevrådet

På Langkaer har vi over 60 engagerede elevrødder, der er elevernes stemme i forhold til vigtige beslutninger om alt, der relaterer sig til studiemiljø og skolehverdag. Vores elever har reel medindflydelse, og vi inddrager eleverne som en vigtig og central spiller i skolens udvikling og fremtidige strategiarbejde. Hvis du har lyst til at få mulighed for at bestemme, hvilken skole vi skal have, skal du bare gribe den.

Sport

Alle interesserede elever har mulighed for at deltage i frivillige aktiviteter inden for sportens verden. Vi tilbyder for tiden aktiviteter inden for basket, fodbold, styrketræning, fitness, dans og parkour – mulighederne er mange, og kan eleverne samle et hold til en sportsgren, så stiller vi træner og faciliteter til rådighed.  Med det nye fitnesscenter og dansesalen er mulighederne mange.

Musik

Langkaer har et bredt og varieret musikliv. Du kan få ekstra musikundervisning, og vi stiller et øvelokale og lydstudie til rådighed, som du helt på egen hånd har tilgang til. Der er rig mulighed for at dyrke din musikinteresse sammen med andre elever på Langkaer – du kan fx mødes med dine venner til vores musikcaféer med livemusik. Her optræder både elever og musikere udefra, og der er plads til alle musikgenrer.  

Musical

Hvert andet år stabler vi en musical på benene. Musicalen er et samarbejde mellem elever og lærere, og vi har tilknyttet en  professionel skuespiller og en koreograf til at guide og hjælpe eleverne i den kreative proces. Årets musical hedder ”Se Dagens Lys” og er en fortolkning af Svend Åge Madsens roman af  samme navn. 

Filmklub

Den helt rigtige biografstemning indfinder sig på skolen seks gange om året, hvor vi holder filmklub i auditoriet. Her viser vi både nye og gamle film – der er gratis adgang, og alle er velkomne til en filmoplevelse i hyggeligt fællesskab. Filmklubben, som står bag arrangementerne, består af 10-12 elever, og der er altid plads til flere.

Langkaer Life

Langkaer Life er vores ambitiøse skoleblad, der udelukkede er drevet af elever. Langkaer Life er mere end blot et skoleblad – det repræsenterer en kultur og et fællesskab, hvor vores elever har mulighed for at bidrage til dybdegående artikler, portrætter, kronikker, klummer, interviews og meget mere. Skolebladet  kører som en professionel redaktion, der laver journalistik om hverdagen på Langkaer til både print, web, radio, sociale medier og ikke mindst vores nye Langkaer-app.  

Morgensamling

Morgensamling finder sted hver anden fredag i kantinen i det store frikvarter efter 2. modul. Morgensamlingen er en blanding af information og underholdning, og alle er velkomne til at bidrage. Man melder sig til ved at skrive en mail til morgensamlingsudvalget på First Class. Hvis der er behov for det, kan der også holdes morgensamling på andre dage. I december måned, hvor der er tradition for at fortælle julehistorie, plejer der fx at være morgensamling både tirsdag og fredag.

Billedkunst

Er du kreativ, og har du lyst til at fordybe dig i kunstens verden?  Frivillig billedkunst tager udgangspunkt i det praktiske arbejde i kunst og design. Her har du mulighed for at arbejde med lige det, som du brænder for i samarbejde med vores billedkunstlærere. Kom og vær med – der er åbent for alle elever, og det finder sted en gang om ugen efter skoletid.