Kapelmester og gode karakterer: Emil kombinerede det bedste af begge verdener på Langkaer

Kapelmester ved musicalen, tovholder på musikcaféer, MGP-vinder og fagligt dygtig. Der kan sættes mange titler på Emil Kjær Bødker, der netop er blevet student på Langkaer Gymnasium.

Emil Kjær Bødker har i sine tre år som gymnasieelev på Langkaer Gymnasium i dén grad formået at kombinere det faglige med det sociale. Han har balanceret stort socialt engagement med flotte karakterer. Det har både givet ham et flot snit ved studentereksamen og en masse sociale oplevelser.

”Jeg synes ikke, det har været svært at kombinere de to ting. Jeg har da tænkt over, at nogle gange har jeg været nødt til at nedprioritere det ene lidt for at opprioritere det andet. Og jeg har også prioriteret for eksempel musicalen over det faglige nogle gange, fordi jeg synes, det er det, der gør det sjovt at gå på gymnasiet,” siger Emil med et stort smil, der matcher studenterhuens hvide top.

Han har for en kort stund forladt musiklokalet, hvor hans klasse er ved at øve et nummer, som de skal optræde til ved dimissionen, hvor de alle sammen skal have overrakt eksamensbeviser, inden de begiver sig ud i voksenlivet.

”Det er lidt mærkeligt, at det snart er slut. Jeg holder meget af stedet her,” siger Emil. Og han har i sine tre år i dén grad også sat sig præg på skolen.

Ved dette skoleårs musical var Emil kapelmester og holdt gennem hele forløbet styr på både øvning, noder, og at alle spillede det bedste, de kunne. Men det kunne ikke have ladet sig gøre uden Langkaer-lærernes store accept og forståelse for, at gymnasielivet også rummer skøre påfund og fokus på det sociale, mener Emil.

”Lærerne er en af grundene til, at det har kunnet lade sig gøre for mig at kombinere socialt og fagligt engagement. De har været enormt åbne over for, at man gerne ville lave noget socialt og sagt ’fedt, at I laver noget andet – det glæder jeg mig til at se!’ Jeg har ikke følt, at jeg blev straffet af lærerne, hvis jeg i en periode prioriterede et stort socialt projekt lidt højere end timerne – men så har jeg til gengæld givet den lidt ekstra gas i timerne efterfølgende,” siger han.

En god balance

Emils studentereksamen rummer en hel del 12-taller. Men selvom han har lagt meget energi i eksamenslæsningen i de sidste par måneder, så har der også i eksamensperioden været plads til noget lidt andet.

”Jeg har læst meget. Men jeg har også prioriteret at lave andre ting. I tirsdags var vi af sted for at filme en musikvideo med Søren Ryge og folk fra Hammerslag, og det gik der en hel dag med midt i læsningen. Men det er også med til at give en god balance i tingene.”

Inde i musiklokalet, hvor klassen øver deres indslag, står Emil bag tangenterne ved et stort rødt keyboard. Han er tydeligvis i sit es, som han står der omringet af gode venner med studenterhuer og alle musikinstrumenterne.

Når de sidste toner i nummeret har klinget ud ved dimissionen om et par dage, venter et liv uden hverdagen på Langkaer for Emil. 

”Især i den sidste måneds tid, hvor jeg bare har siddet og læst – der har jeg glædet mig til at blive færdig. Men det er også lidt trist, for jeg har været virkeligt glad for at gå her. Jeg kommer til at savne mine venner, lærerne – og bare stedet som sådan,” siger Emil.

Skærmbillede 2018-07-02 kl. 12.29.41.png