Introtur på Sletten

I denne uge drager alle nye elever på Langkaer på introtur til Sletten ved Silkeborg Søerne. Her skal de bo i telt, lave mad, udfordres af naturen og mest af alt hygge sig og lære de nye klassekammerater at kende. Målet med introturen er at lade eleverne knytte bånd og lære hinanden at kende uden for skolens rammer, så de kan skabe tilknytning til hinanden og til skolen fra start af. Lasse Beck Meinicke er idrætslærer og med i introudvalget, der planlægger og afvikler turen. Han fortæller: ”Vores håb er at de får en større forståelse for hinandens forskelligheder og kan se dem som styrker – både i naturen, men især også når de er tilbage i klasselokalet. Det er nemmere at snakke sammen, når man har grinet sammen under uformelle forhold. Det gør det nemmere at tage kontakt, fordi de bliver trygge ved hinanden. De skaber en fælles fortælling, som opbygger kulturen i klassen og danner venskaber for livet.”

Kanosejlads og bueskydning

På introturen får eleverne blandt andet mulighed for at prøve kræfter med kanosejlads, adventure race-øvelser, bueskydning og træklatring, og slutteligt skal de bestige Himmelbjerget. På forhånd er de inddelt i teltgrupper, der selv skal stå for at medbringe telte og soveposer og stå for madlavning. Det skal være med til at styrke elevernes gruppedynamik, lade dem tage ansvar og selv arrangere hyggelige indslag til bålhyggen om aftenen, hvor tidligere ture har budt på fællessang og røverhistorier.

Fokus på sammenhold og hygge

Som et vigtigt element på turen er tutorerne, der er 2. eller 3. års elever, der gerne vil være med til at give de nye elever en fed oplevelse og selv opleve Sletten igen. Tutorernes rolle er at være gode forbilleder og sætte mange af aktiviteterne i gang, hvilket i høj grad gør turen til et elevstyret projekt. Nogle af tutorerne er med derude for tredje gang og det er vigtigt med gengangere, for de er med til at højne humøret, har nærværet med de nye elever og kan vise vejen. For Lasse Beck Meinicke er det vigtig at understrege, at fokus er på sammenhold og hygge: ”Eleverne skal slowdate, lære hinanden at kende og se hinanden i nye situationer. Vores mål er at skabe samhørighed med de andre på årgangen i store og små grupper. Det er ikke Hunger Games og overlevelsestur, men en oplevelsestur, hvor alle kan være med og vi glæder os!”