Elevråd

Formandens hilsen

Vi har på Langkaer et fantastisk elevråd, hvor over 60 elever fra forskellige linjer, årgange og på tværs af vores tre forskellige uddannelser er samlet med det ene formål at gøre Langkaer til en endnu bedre skole.

Den store repræsentation sørger for, at der altid er nok af sjove påfund og solide tiltag, som vi kan vække til live. Samtidig bliver elevdemokratiet prioriteret højt af ledelsen, så vi også har reel mulighed for at føre vores gode idéer ud i livet.

Blandingen af kreativitet, arbejdsomhed og opbakning fra ledelsen betyder, at vi som elevråd ikke blot snakker – men også udretter. Det kan være, når vi deler is ud en sommerdag, så folk kan køle ned inden deres eksamen, eller det kan også være, når vi har krammedag, fodboldturnering eller international dag.

I elevrådet har vi en masse udvalg, hvor vi repræsenterer skolen og udvikler på vores ideer. Vi går op i, at skolen er et sted der favner alle, og hvor alles indspark kan komme til udtryk, om det så er i ”Bæredygtigt udvalg,” ”sportsudvalget” eller ”Spred-god-stemning udvalget.”

Vi holder møder som et samlet elevråd 1 gang om måneden, og ellers foregår den daglige drift i elevrådsbestyrelsen og i vores fantastiske udvalg, der er åbne for alle elever.

Indflydelse er elevrådets key-word, og derfor er det så fedt, at man selv kan vælge, hvor man vil lægge sin energi, så man primært beskæftiger sig med det der interesserer en mest.

Man kan også, hvis man søger endnu mere indflydelse og elevrådsarbejde, stille op til bestyrelsen. Bestyrelsen står for at videreformidle alt det, som vi taler om til vores månedlige møder.

Elevrådet er mere end hårdt arbejde. Det er også et fællesskab på tværs af klasser, årgange, STX’ere, HF’ere og IB’er. Et fællesskab, som bliver styrket og etableret af de mange arrangementer, vi holder for elevrådet.Vi har blandt andet den årlige introdag, som er årets første møde, der sluttes af med en fest. Udover det, så holder vi også en julefrokost og fredagscaféer i vores helt eget elevrådslokale.

Elevrådet på Langkaer er altså et sted, hvor alle elever, der er interesserede i at sætte deres præg og gøre skolen til et bedre sted, kan komme. Det er sted, hvor alle kan blive  hørt og føre deres idéer ud i livet. Og det er sted, hvor vi elever for alvor kan være med til at forme skolen og gøre den til vores.

 

På vegne af elevrådet
Elevrådsformænd Carl Buhr Petersen og Julie Braad

Elevrådets formænd
Carl Buhr Petersen

Formand, 2.i

Julie Braad

Formand, 3.c