Langkaer profil

  • Kort fortalt
  • Individuel vejledning
  • Kollektiv vejledning
  • Læsevejledning
  • Statusmøder

Langkaer – kort fortalt

Langkaer Gymnasium er ramme om et åbent og dynamisk læringsmiljø, hvor vi danner og uddanner dig til høj faglighed, engageret medborgerskab og international tankegang. Du kan vælge mellem de tre ungdomsuddannelser STX, HF og IB Diploma Programme.

Individuelt fokus og fællesskab

Vi har fokus på den enkelte elev. På dig som elev. Vi ved, at alle lærer forskelligt og har forskellige faglige niveauer, og derfor har vi tilbud målrettet netop dig – uanset om du hører til blandt de elever, der følger et talentprogram for at få endnu mere udfordring i undervisningen, eller om du har brug for lidt ekstra støtte.

Tilbuddene omfatter også masser af spændende arrangementer og frivillige aktiviteter af både faglig og social karakter. Fra madkultur og musik til filmklub og fitness – og meget, meget mere. De mange aktiviteter er med til at skabe et stærkt sammenhold og fællesskab på Langkaer, hvor vi anser det sociale liv for at være en vigtig del af det at tage en uddannelse.

For at sikre dig det bedst mulige udbytte af dine år på Langkaer, tilbyder vi desuden løbende råd og vejledning undervejs i uddannelsen – i såvel individuel som kollektiv form.

Individuel vejledning

Som elev på Langkaer vil du få tilbudt en introduktionssamtale i begyndelsen af din uddannelse, ligesom vi følger dig tæt under hele dit uddannelsesforløb.

Derudover kan du få individuel vejledning, hvis du har brug for støtte til at gennemføre uddannelsen på normal tid. Vejledningen vil typisk omfatte samtaler om studiemæssige, økonomiske, sociale og personlige forhold i relation til uddannelsesforløbet.

Den individuelle vejledning kan også handle om forhold, der har betydning for dit senere valg af uddannelse og erhverv, som fx valg af studieretning, fag og linje – og vejledningen gives efter behov.

Kollektiv vejledning

Den kollektive vejledning foregår i grupper af elever, hvor I fx ofte vejledes hele klassen. Vejledningen omfatter en introduktion til generelle studiemetoder og arbejdsvaner, information om valgfag samt orientering om en række forhold, der er vigtige for at kunne træffe realistiske og velbegrundede valg af uddannelse og erhverv efter gymnasiet.

Vi orienterer dig desuden om de tilbud, der er til rådighed i Studievalg Østjylland og Ungdommens Uddannelsesvejledning samt den nationale uddannelsesportal, Uddannelsesguiden.

Bekendtgørelsen om studievejledning i gymnasiet og på HF

eVejledning vejleder om alle former for uddannelse via mail, chat, telefon og sms – og kan kontaktes dag, aften og weekend. Her kan elever, forældre og lærere få vejledning om fx valg af ungdomsuddannelse og videre uddannelsesperspektiv. Vejledningen foregår anonymt.

eVejledning supplerer Ungdommens Uddannelsesvejledning og Studievalg, som dermed kan koncentrere indsatsen om de unge, der har særligt behov for vejledning.

 

Information om videregående uddannelser

UG.dkher kan du læse om alle uddannelser, adgangskrav etc.

www.studentum.dk - en online søgemaskine, som kan hjælpe dig med at finde frem til den uddannelse, der passer til dig.

Læsevejledning

Hvis du af en eller anden grund har læse- og skriveproblemer, som hæmmer dig i din uddannelse, har du på Langkaer mulighed for at få faglig støtte af vores læsevejledere. De har kontor i lokale 3, og du er velkommen til at kigge forbi eller skrive/ringe til dem:

  • Annette Kirketerp - an@langkaer.dk - +45 3059 7216
  • Lene Birk Larsen - le@langkaer.dk - +45 3059 7316
  • Thor Gustafsson - tg@langkaer.dk - +45 2285 0364

Et tilbud om faglig støtte bygger altid på en individuel test af dine læse- og skrivefærdigheder. Vi screener alle 1. års klasser i løbet af de første uger og tester her for stavning, ordforståelse og læsehastighed. Alle resultater vurderes af læsevejlederne, som efterfølgende vil tilbyde støtte til elever med særlige behov – eller deltage i klassens almindelige undervisning.

Hver klasse har en læsevejleder tilknyttet, og vi giver også individuelle, gruppe- og klassebaserede kurser i hurtiglæsning, faglig læsning og hjælp til tosprogede.

Desuden tilbyder vi instruktion i brugen af skriveprogrammer på skolens computere samt en it-rygsæk. Og har du ambitioner om at opnå topkarakterer i de skriftlige fag, tilbyder vi også kurser i fx skriveteknikker, opgaveskrivning og tegnsætning.

Statusmøder

Fem gange om året mødes den enkelte klasses vejleder, teamlærer og en ledelsesrepræsentant for at tale om enkeltelever, der giver anledning til særlig bevågenhed. Formålet med møderne er at holde fokus på den enkelte elevs trivsel, faglige standpunkt samt skriftlige og alm. fravær med henblik på at vurdere, om eleven kan rykke op til næste klassetrin.