Andet postkort - de to sidste uger

Hej allesammen!

Her er et postkort fra mine to sidste uger i USA.

Lige så snart, vi kom tilbage fra Washington, stod alle vores hostfamilier klar på skolen for at hente os. Jeg boede derefter hos min hostfamilie i 10 dage, hvor jeg lærte meget om amerikansk kultur, og hvordan hverdagen hos en helt almindelig amerikansk familie var. Faren var lidt af en baseball-freak, så dagen efter jeg ankom, tog de mig med hen for at se min første baseballkamp! Udover det blev vi vist rundt i downtown Salem, vi tog til en svømmefest, som familien tager til hvert år, var ude at bowle og brugte 12 timer af weekenden på at shoppe i et kæmpe storcenter.

Velgørenhedsarbejde

Efter mine 10 dage hos familien, var jeg igen tilbage på skolen for at tilbringe min sidste uge i programmet sammen med alle de andre. I løbet af uge 3 lavede vi meget velgørenhedsarbejde. Jeg var blandt andet på noget kaldet El Buen Pastor, som var et sted, hvor immigrantbørn fra Mexico kunne komme for at lege og spise, mens deres forældre var på arbejde. Dagen efter tog vi over til et lagerhus inde i byen, hvor vi skulle pakke store kasser med masser af mad, som skulle doneres til folk i nød. Jeg arbejdede desuden også i Campus Kitchen med nogle af de andre fra programmet og nogle af de studerende fra universitetet, og meget af det mad, vi lavede, blev doneret til steder såsom El Buen Pastor.

Præsentationer for europæiske ambassader

Den sidste uge havde vi vores final presentations, som kort sagt handlede om at finde ét problem i vores eget land og finde måder, som vi realistisk ville kunne håndtere problemet på. Præsentationerne blev livestreamet til diverse europæiske ambassader og til folkene ved Department of State.

Afskedsmiddag og aftenhygge

Da rejsen lakkede mod enden, havde vi en afskedsmiddag om onsdagen, jeg holdt min fødselsdag om torsdagen, og så sluttede vi af med en afskedsfest om fredagen. Sidste aften fik vi lov til at være ude så længe vi ønskede, så mange af os tog vores madrasser og tæpper med udenfor og brugte vores sidste aften på at spille spil, snakke med dem vi ikke rigtigt fik snakket med, skrive afskedsbreve og ellers bare være sammen med alle de nye venner, vi havde fået.

Et minde for livet

Min tur til USA har lært mig utrolig meget om mig selv og åbnet mine øjne for verden omkring mig. Jeg har lært ting, som jeg aldrig nogensinde har vidst før, og jeg ved, at den her oplevelse vil være et minde, som jeg vil have med mig resten af livet.

 

Mange hilsener

Aisha